Lysarbejde.
Du er elsket. Alt er godt.

Forsiden



Healing

Information

Links

Mail

Positive tanker



 
Lysarbejde findes overalt og kan udøves af alle. Mange mennesker er bevidste om at sprede lys og healing til deres omgivelser og mange mennesker gør dette uden at være direkte bevidste om, at det rent faktisk er det de gør. Vi har alle evnen til at sprede lys og healing igennem gode handlinger, gode tanker og gode intentioner og vi gør dette i vores daglige tilstedeværelse gennem omsorg for andre, hjælpsomhed og kærlighed. Gud er ubegrænset i sin kærlighed til os og opsætter ikke regler for hvilken grad af bevidsthed omkring lysarbejdet vi mennesker måtte have. Der findes ikke noget guddommeligt gradbøjningssystem, der fortæller at lysarbejde skal udøves bevidst under Lystjenester eller gennem asketisk opofrelse for at kunne betegnes som lysarbejde eller for at kunne virke.

Og heldigvis for det da. At sprede lys i hverdagen er den letteste sag i verden og kræver intet andet end et kærligt sind, ønsket om at gøre noget godt for andre og at gøre det uden selvfortjeneste. Den form for lysarbejde de fleste af os oplever i vores hverdag er såre enkel og kan for eksempel være:

- en mor der kærligt støtter og opmuntrer sit barn mens det lærer nye færdigheder
- en far der hjælper sin søn eller datter til at håndtere en konflikt med en kammerat så de kan lege videre uden nag
- sygeplejersken der tager sig af syge og døende patienter og giver dem kærlig pleje og omsorg
- pædagogen der tager sig af et barn og hjælper det med at finde sig til rette i nye situationer
- læreren der formidler glæden ved at lære nyt til eleverne så de overvinder usikkerhed og mindreværdsfølelser
- kassedamen i supermarkedet der med et smil formår at så glæde og lys hos kunderne

Der findes utallige eksempler på lysarbejde i hverdagen der udøves af mennesker som egentligt ikke er bevidste om at det er det de gør, nemlig at være med til at sprede lyset, det guddommelige lys på jorden.

Lysarbejde kan også udøves mere bevidst og finder sted langt oftere end de fleste af os er klar over. Bevidst lysarbejde er at finde hos mennesker der véd at vi alle er ét. At vi alle er forbundne til Kilden, til Gud og at vi alle som én arbejder med at udvikle os åndeligt. De fleste bevidste lysarbejdere udøver deres lysarbejde ved at kanalisere det guddommelige lys, Kristus lys og kærlighed. De forbinder sig bevidst med den guddommelige kilde og beder om at være redskab for det kosmiske lys og formidler gennem denne tilstedeværelse Lyset til deres omgivelser. En sådan lysarbejder vil arbejde bevidst med hjertechakrets åbning og vil desuden være i en proces hvor ego'et gennem deres arbejde vil spille en mindre og mindre rolle. Lysarbejderen vil ofte deltage i Lystjenester hvor man gennem meditation forbinder sig med den Guddommelige Kilde og stiller sig til rådighed for det Guddommelige Lys, som så under Lystjenesten bliver sendt ud til områder på jorden hvor der er behov for det eller til mennesker gennem den fjernhealing der også finder sted. I hverdagen vil en bevidst Lysarbejder være med til at sprede lys i sit daglige virke og kanalisere ro og fordragelighed og healing hos de mennesker han eller hun færdes iblandt. En lysarbejder blander sig aldrig og manipulerer ikke med andre mennesker eller den situation han eller hun befinder sig i, men sørger for at kanaliserer lys og lader så Guds vilje ske.

Lysarbejdere kan på denne måde anvende en del af deres liv til at sprede lys, kærlighed og healing til mange mennesker og er, ligesom de mennesker der uselvisk giver omsorg, kærlighed og healing til deres medmennesker, med til at løfte jordens samlede bevidsthedsniveau.